Hvorfor skal man gå i terapi? Hvorfor alt det navlepilleri? Fortiden er jo forbi og den kan ikke ændres. Drejer det sig ikke bare om, at du skal glemme fortiden, se fremad og komme videre med dit liv?
Jo – absolut! Men paradoksalt nok kan det være nødvendigt at huske for at kunne glemme.
De situationer fra tidligere, hvor du blev svigtet og dine grænser blev overtrådt, efterlader sig spor i din personlighed. Det liv, du har levet indtil nu, har du med dig i en form for mental rygsæk.
Overlevelsesstrategier
Som børn og unge opfinder vi strategier til at håndtere de svære oplevelser, vi har været ude for. Afhængig af alder og tilhørende udviklingsniveau kan mulige strategier fx være:
- at lukke øjne og ører og lade som ingenting
- at blive vred og skælde ud
- at blive trodsig, smække med døren og gå
- at bryde ud i gråd
- at fryse til is og blive handlingslammet
- at sige Ja – selvfølgelig, selvom du mener: NEJ – under ingen omstændigheder!
Afhængig af situationen, kan det være passende at bryde ud i gråd eller smække med døren. Men selv når du er voksen, og hvor du i kraft af din alder og selvstændighed formodes at kunne tage vare på dig selv og agere som en på din alder, kan du blive kapret af og fanget i et gammelt mønster og reagere præcist, som dengang du var barn. Når det sker, er din reaktion uhensigtsmæssig:
- En konflikt er under opsejling, men i stedet for at reagere med fornuft og ro og tale for dine synspunkter, bliver du utryg, føler dig svigtet og begynder at græde.
- I en anden tilspidset situation hidser du dig op og skælder voldsomt ud og ender med at gå og smække med døren.
Hvad blev der af den fornuftige, ansvarlige voksne? Du blev kapret af en gammel strategi, som for længst havde overskredet sin udløbsdato.
Mental oprydning
I stedet for at hjælpe dig, spænder din strategi nu ben for dig og skaber problemer i dit voksne liv. Det er tid til en mental oprydning og en opdatering.
Nogle af de ubehagelige oplevelser, der har formet din barndoms strategier, kan også begynde at røre på sig. Når tiden er inde, kan de begynde at rumstere. De presser sig på og vil frem i lyset i håb om at de rette vækstbetingelser nu kan skabes, så det potentiale, der ligger gemt i dem, kan udvikles og gro. Du vil måske føle det som en indre uro, eller en ubehagelig spænding, der vokser. Eller de begynder at dukke op i dine drømme.
Hvad skal der til, for at vi kan slippe fri af fortidens begrænsninger? Hvordan kan vi tæmme vores indre dæmoner og lægge fortiden bag os og komme videre?
I ethvert menneske findes en grundlæggende indre drivkraft i retning af vækst, modning og heling. Selvom det kan lyse paradoksalt, har vi ofte brug for at huske for at kunne glemme. For at heles har vi ofte brug for at se tilbage og mærke de følelser, vi ikke måtte eller kunne udtrykke som børn. Og vi har brug for at sætte ord på de traumatiske oplevelser, som vi ikke havde mulighed for at udtrykke dengang, vi oplevede dem.
Min opgave som psykoterapeut er at støtte denne naturlige proces og give dig mulighed for at opdage, udforske og udvikle dine egne indre ressourcer og arbejde frem imod at sætte dig selv fri.
Jeg bliver din guide på den rejse, hvor du møder nye sider af dig selv og bliver en stærkere og mere autentisk version af dig selv.
Her kan du læse mere om, hvordan du kan træde ud af barndommen skygge eller om hvordan tidligt indlærte roller kan spænde ben for os som voksne.